|
Israel Shamir:
Jøderne for og imod Jesus
--------------------------------------------------------------------------------------------------------
"Jøder er onde, og der er et særligt sted i helvede bare for
dem. Jeg vil sige til dem: Tro som du vil og gør som du vil.
Bare bliv langt væk fra os."
Lad nu være med straks at fordømme mig og at sende dette stykke
tekst til din lokale afdeling af ADL eller at ringe til
politiet. Jeg citerede ikke Adolf Hitler, slap bare af. Dette
var et citat fra det israelske dagblad Haaretz, fra en artikel
af columnisten Bradla Burston. Der var dog udeladt en lille
ting, nemlig "for Jesus". De onde, i henhold til Haaretz, er
nemlig "Jøder for Jesus", som bør sendes i helvedet. "Jøder imod
Jesus" er derimod dejlige mennesker.
Burston's udbrud af had fortjener at blive analyseret. Jøder er
gode, siger han, men det som alligevel gør nogle af dem onde, er
deres kærlighed til Kristus. Ergo, Kristus er virkelig hadefuldt
i Burstons øjne; og tilsyneladende finder den mest liberale avis
i Israel intet forkert i denne holdning. Jeg vil vædde på, at de
kristne tilhængere af Israel også vil tørre spytte af deres
ansigt og sige, at det bare var en smule regn. Paven og Kofi
Annan protesterede i hvert fald ikke, og Kongressen erklære ikke
en sørgedag, som de gør, når jøder bliver nævnt i en mindre
positiv sammenhæng. Den meget kristne præsident Bush nævnte
heller ikke denne hadefuld tale til premierminister Olmert, da
de mødtes i Det Hvide Hus. Aviserne i Vesten havde travlt med at
sprede løgne om Iran, og havde derfor ikke tid til at rette
opmærksomheden mod dette angreb på troen hos det tavse flertal.
Burston forsøger at skjule sin hensigt. I stedet for at sige
direkte: "Ja, jeg hader Jesus og foragter kristne ", så leder
han efter en anden fejl i "Jøder for Jesus": de udfører
missionsvirksomhed, proselytisme er en slags forfølgelse, råber
han, men hvis proselytisme er forfølgelse, hvorfor bruger den
israelske stat så millioner af skatteydernes penge, som bl.a. er
indhentet hos de kristne, på at forsøge at omvende kristne til
den jødiske tro? Jeg henviser her til det officielle israelske
program om at omvende 200.000 russiske kristne til den
statsstøttede kult af "jøder imod Kristus". Programmet er styret
af staten og det henvender sig temmelig aggressivt til det
israelsk-russiske samfund.
Dertil kommer, at hvis proselytisme er forfølgelse, hvorfor må
"jøder mod Jesus" så udføre deres anti-kristne propaganda
overalt i verden fra New York til Moskva? Hvis du ikke kan lide,
at din tro undergraves, hvordan kan du så tillade sig at
underminere andres overbevisning? Faktisk siger jøder ofte, at
de ikke søger at omvende andre. Det er rigtigt, op til et vist
punkt: Medens kristne ønsker at omforme jøderne til at blive
deres med-kristne, så har jøder kun ringe interesse for at
konvertere andre - de ønsker ikke at gøre andre til jøder, men
de er godt tilfredse, hvis disse mennesker søger væk fra
Kristus. Og de arbejder for det: de sagsøger kirker, sprede
forfærdelige historier om pædofile præster, forbyder julen og
udbreder Judas-Evangeliet. De gør det under dække af, at det er
"sekularisme", for sekularisme er den religion, som ikke-jøder
har tilladelse til at praktisere i den raceadskilte
jødisk-dominerede kultur. Sekularisme er i virkeligheden ikke
noget andet end pengetilbedelse - måske med en smule
jøde-tilbedelse tilsat, for at holde styr på tingene. "Hold jer
langt væk fra os" råber Burston til "Jøder for Jesus". Måske
burde han også give dette råd til sine trosfæller "Jøder imod
Jesus" og marchere tilbage til ghettoen med dem.
Burston hævder: "Det er svært nok at være jødisk, som det er.
Det er hårdt at være jødisk, hvis du er verdsligt, og det er
ikke mindre svært, hvis du er religiøs. Det er hårdt at være
jøde i diasporaen hvor du bor blandt ikke-jøder. Det er også
hårdt at bo der, hvis du bor blandt andre jøder." Ja, Bradley,
det er hårdt. Det er hårdt, fordi det er unaturligt. Det er
ubehageligt at leve iblandt mennesker, som du er nødt til at
foragte, og det er svært at tro, at din venlige nabo hader dig
og ønsker at dræbe dig. Det er let at dæmonisere kirken, men
svært at benægte Kristus, fordi hans sol varmer os alle. Det er
hårdt og det er unødvendigt. Folk, der beskriver sig selv som
"jøder" er også mennesker, lige som resten af os har de brug for
Kristus. At benægte ham er meget mere skadeligt for deres sjæl,
end nogen form for Holocaust-benægtelse nogensinde kan blive
det.
"Du bør respektere denne religion
[af
jøder mod Jesus], så lad denne religion leve", siger Burston i
hans efterfølgere. På ingen måde. Din "jødiske religion", som
omfatter "sekulære jøder" er slet ikke en religion. Begrebet
"sekulariserede jøder" er lige så meningsfuldt som
"sekulariserede kristne", men dets konsekvenser er langt værre:
En sekulariseret jøde har erstattet Gud med sin egen etniske
art. Han er et menneske, hvis overlegenhedsfølelse ikke bliver
holdt nede af den ydmyghed, som troen kræver. Hvorfor er det
ikke nok for en sekulariseret person at være en israeler i
Israel, amerikaner i Amerika eller russer i Rusland? Er det at
kalde sig selv for "jøde" ikke bare et ønske om at være noget
særligt, når man end ikke tror på den jødiske religion? Om den
slags siger Evangeliet: "De påstår, at de er jøder, men det er
de ikke." Der er ikke noget galt med jødernes eller deres
efterkommere, hvis de bare ville frigøre sig selv fra følelsen
af superioritet, som holder dem på afstand af deres naboer. De
er lige så gode som alle andre. Det er op til hver af os at tage
stilling til om vi tror, at det er Guds ønske at denne person
skal være en af Guds udvalgte skare, eller om han bare er en
almindelig israeler, amerikaner eller russer.
I Israel, som mange andre steder, holder flere og flere
mennesker op med at regne sig selv som værende "jøder" og indgår
dermed bare i den nation, hvor de lever. En kendt israelsk
forfatter A. B. Yehoshua og filosoffen Menahem Brinker har
skrevet, at palæstinenserne i langt højere grad er en del af
denne nation end de jøder, som kommer fra Manhattan eller
Chicago - for hvem forbindelsen er en ting, som hører fortiden
til. Det er en begyndelse på en uafhængighedsbevægelsen: indtil
nu har staten Israel været er en koloni af verdens-jødedommen,
men vi føler, at dette ubibelske syn skal stoppes, da bremser
for udviklingen af den nye nation, som skal indeholde alle det
Hellige Lands beboere, og som udelukker jøder, som bor andre
steder i verden.
Det Hellige Land skaber mirakler. En amerikansk jøde råbte til
Herren og sagde: "Jeg har sendt min søn til Jerusalem, og han
bekendte sig til Kristus", og Herren svarede: "Det skete til Min
Søn Også ". Denne gamle vittighed kan gå i opfyldelse i stor
skala, når den jødiske stat i Palæstina beviser den etiske
umulighed og uholdbarheden af det jødiske paradigme. Alle de
dystre profetier skabt de anti-judaistiske tænkere er
virkeliggjort her. De vantro (goy'er) er låst inde og de
udsultes og bombes i dette udstillingsvindue for den jødiske
generøsitet i Gaza-striben. Når jøderne ikke agiterer for at
atombombe Iran, skyder de på Libanon. De udenlandske arbejdere
har ingen rettigheder, de bliver udvist og selv deres meget
beskedne lønninger får de ofte ikke udbetalt. Israelske
arbejdstagernes situation er heller ikke misundelsesværdig. Mens
udlejere, udbyttere og børsspekulanter opererer skattefrit, skal
arbejderne betale den højeste skat. Den jødiske stat er god for
tandlæger, vekselerere og rabbier; men den er ikke god for de
andre, for det er en jødisk stat.
Så svaret på Burston anmodning om respekt, er, at det er umuligt
for os at respektere en "religion", som lærer os at hade Kristus
og de kristne. Længe før inkvisitionen, i det første århundrede,
havde jøder udviklet en særlig "birkat haminim", en forbandelse
af de kristne i deres daglige bøn; Den siges stadig af fromme
jøder hver morgen. Det er bedre at dø end at blive helbredt af
en kristen, lærte Mishna. Talmud udviklede yderligere denne
tankegang og gjorde det klart, at det var tilladt at dræbe
kristne, især ex-jøder, til enhver tid, og man gjorde ligefrem
dette til en lov. Maimonides, den store tænker i jødedommen,
gjorde hadet til det helt afgørende: en jøde måtte ikke følge
kristne og ikke bøje sig for et kristent billede. Men en jøde
måtte gerne brænde en kristen by ned, og ikke tillade, at de
kristne byggede den op igen. Desuden skal en Jøde altid hade en
aktiv kristen (en "bedrager"), han må ikke undlade at hade en
kristen og må aldrig frelse en kristen missionær fra døden, ikke
sige noget godt om en kristen missionær, ikke undlade at gøre
ondt mod ham etc. Til vores store held, følger vor tids jøder
ikke disse bud mere end de følger buddet om ikke at barbere
deres skæg.
Burston har valgt "Jøder for Jesus", som sit foretrukne
hadeobjekt. Faktisk er det jødiske had til Kristus og til de
kristne dybt forankret, men deres had til deres tidligere
brødre, som er løbet bort fra banden, er endnu større. Det
syd-østlige hjørne af Tempelbjerget viser et grusomt minde om
mødet mellem jøder for og imod Jesus. I år 65 efter Kristus,
altså cirka 30 år efter opstandelsen, spillede kærligheden til
Kristus en stadig større rolle i samfundet, som ellers var
præget af had. Den tids burstonner besluttede sig derfor til at
tage sig af de jøder, som kunne lide Jesus, på den eneste måde
de kendte til. De opfordrede Jacob, Herrens broder
(tilsyneladende var han søn af Joseph fra et tidligere ægteskab
og var vokset op sammen med Jesus) til at forklare for folket,
at Jesus ikke var Messias eller Guds Søn. Jacob accepterede at
stå frem for folket. En stor folkemængde samlede sig ved
Templets fod, og ventede på den annoncerede offentlige tale, for
Jacob var kendt for sin hellige levevis. Hans knæ var som dem på
en kamel, fordi han knælede så meget, sagde man om ham. Han
fastede og bad hele tiden for Jerusalem og dets uregerlige folk.
Jacob var også biskop for kirken i Jerusalem, og han forsøgte at
forblive jøde og at være kristen på samme tid. Præsten bad om
stilhed, og kaldte på Jacob, for at han skulle tale. Og den
gamle hellige biskop kom op og talte: "Jesus er Kristus!". Den
tids burstonner blev meget vrede: disse "jøder for Jesus" er
onde, skreg de, og så smed de den gamle mand ud fra
Tempelklippen. Men han døde ikke med det samme, så de måtte gå
ned for at dræbe ham. Og det var så slutningen på "Jøder for
Jesus" i mange hundrede år frem.
Siden da har mange, mange jøder omvendt sig til Kristus, men de
har ikke forsøgt at sidde på to stole på en gang. På en måde er
jeg enig med Burston: Lad os overlade henvendelsen til jøderne
til Kristus-hadere som Burston og Steinsaltz, til
krigsforbrydere som Mofaz og Wolfowitz, og tilhængere af
folkemordet i Palæstina som Elie Wiesel og Alan Dershowitz og
til slyngler som George Soros og Marc Rich. Men lad os også se
på det lille jødiske samfund af Neturei Karta, som overholder
alle buddene og som støtter Iran og palæstinenserne, for de er
de mest retfærdige mennesker i den jødiske Sodom.
Men vi skal også huske, at vi ikke er nødt til at blive i Sodom.
Lige så meget som jeg sympatiserer med "jøder for Jesus", og er
klar til at forsvare dem fra burstonnerne, så er jeg uenig med
dem, som klynger sig til fortiden. De prøver at hælde ny vin i
gamle krukker (Luk. 5:37, Matt. 9:17). Godt at de fandt Jesus,
men det er den "jødiske" del af dem, som må fjernes. De minder
om det talmudiske vers: "Tovel vesheratz beyado", de lader sig
døbe uden at ville kaste deres reptile hale. Hvis de lever i det
Hellige Land, kan de være palæstinensiske (eller israelske)
kristne; hvis de lever i USA kan de være amerikanere af en
hvilken som helst kristen retning. De er medlemmer af det nye
udvalgte folk, den nye israelske kirke, og de har ikke brug for
gamle love. Lad dem følge de biskopper og helgener af jødisk
oprindelse, som opgav af leve som jøder og som accepterede
Kristi krone. Ingen er tvunget til at være jøde, og i takt med
at deres forbrydelser i Palæstina bliver stadig værre, er der
mange argumenter for at holde op med det.
---------------------------------------------------
Oversat af Jakob Munck
19/2-09
|
