FOR FULL EQUALITY OF NATIVE AND ADOPTIVE PALESTINIANS

FOR One Man, One Vote

David Irving blev sendt i fængsel for at benægte jødisk overlegenhed. Dommen over ham afslutter frihedens herredømme, som begyndte med Bastillens Fald.

Hvem Ringer Klokkerne For?

af Israel Shamir

”Så derfor skal du ikke spørge: Hvem ringer klokkerne for? De ringer for dig,” skrev den engelske digter John Donne. En skændig østrigsk domskendelse er dårlige varsler, ikke blot for den engelske historiker David Irving (der blev dømt til tre års fængsel), men også for vor frihed. Aldrig er vor friheds-følelse blevet fornærmet i denne grad! Når en tilfældig dissident i Brezhnevs Rusland eller Ne Wins Burma blev fængslet, var der altid store protester. Nu er det eneste svar på Irvings kendelse rystende tavshed. Da de sendte uskyldige muslimer til det levende helvede i Guantanamo, kunne vi tænke: De er tredjeverdens-folk – her gælder andre regler. Én af Batistas politimænd i Graham Greenes Vor Mand i Havanna sagde: nogle mennesker kan tortureres, og nogle kan ikke. Da Ernst Zündel blev kidnappet i U.S.A. og fragtet til Tyskland, kunne vi tænke: det er et internt tysk anliggende. Nu blev en eminent bogstavets mand, en forfatter af vidt læst og højt roste bøger, en anerkendt europæisk personage, kidnappet fra et civiliseret land og fængslet for uærbødighed overfor jøderne.

Teknisk set blev David Irving dømt for såkaldt ”holocaust-benægtelse”. Men konceptet om det jødiske holocaust som det eneste påtvungne dogme i det efter sigende verdslige Europa har kun lidt at gøre med grusomhederne under Anden Verdenskrig. Det har alt at gøre med det jødiske krav om overlegenhed og særstatus. Der er en jødisk bøn, der lyder: ”Velsignet være du, Herre, at du skabte mig som jøde, at du adskilte jøderne og jordens folk, som du adskilte det Hellige og det Vanhellige, at vor skæbne ikke er som deres.” Holocaust-konceptet er blot en anden side af denne bøn. De siger, at deres død ikke er som alle andres død. Vi må benægte Holocaust-konceptet uden at tvivle og uden at tøve, selv hvis hver eneste detalje i Holocaust-historien, lige ned til Wiesels mest farverige eventyr, var fuldstændig sande. Derfor er de tekniske diskussioner om jøders dødsfald fuldstændig berettigede, men er overflødige; ligesom tvisten om hvalen kunne sluge Jonas er overflødig for en ateist.

Håndhæverne af Holocaust vil have os til at bøje os ned for den jødiske overlegenheds afgud – ellers! De fængsler ikke Deborah Lipstadt for at benægte Dresdener holocaust’et, eller Guenter Lewy – der skrev en længere sag med titlen Var de Amerikanske Indianere Ofre for Folkemord?[1] – for at benægte folkemordet på Amerikas oprindelige indfødte. Jøderne producerede og udgav disse benægtelser af den samme grund som de offentliggjorde de Sataniske Billeder – for at understrege forskellen mellem en goy og en jøde. De vil have dig til at huske: du kan vanhellige Islam og Kristendommen, men ikke Jødedommen. Du kan minimalisere alles lidelser, undtagen jødernes.

Således skal vi sige: David Irving blev sendt i fængsel for at benægte jødisk overlegenhed. Dommen over ham afslutter (den begrænsede) frihedens herredømme, som begyndte med Bastillens Fald. Europas historie har fuldendt hele cirklen: fra at forkaste Kirkens herredømme og antage den fri tanke, til en ny jødisk tanke-kontrol af verdensomspændende dimension. Ikke blot er den vestlige kristne civilisation død, men sågar dens arvtager, verdslig europæisk civilisation, er gået sin undergang i møde kun et par dage efter danske skribenters stolte og sidste fejring af den. Den levede ikke længe: omtrent tohundrede år fra begyndelse til ende kunne europæerne tro, at de kunne leve uden en ideologis overherredømme. Nu er denne illusion forbi; og jøderne kom i stedet for Sankt Peters gamle og trætte Sæde for at herske over europæernes sind og sjæle.

I 1962 bad bladet Look grundlæggeren af den jødiske stat David Ben-Gurion, om han ville forestille sig verden 25 år ud i fremtiden. Han så, at en verdensregering allerede ville være i funktion i 1987, med en Menneskehedens Højesteret (den højere gejstlige instans) i Jerusalem, sammen med et valfartssted der mindedes jødernes rolle i at bringe menneskeheden sammen. Han tog fejl af blot nogle få år. Verden er endnu ikke fuldstændig undertvunget, men den kender allerede sin herre.

I det 19. århundrede kunne europæerne ikke fuldstændig kolonisere Kina. Men der var et tydeligt tegn på deres herredømme: Bosættelses-Systemet. Det inddelte Kinas indbyggere i to kategorier: de højere væsner (europæerne) og de lavere indfødte. En indfødt, der rejste sin hånd mod en overlegen europæer, blev dømt efter europæisk lov, mens en europæers skade mod en indfødt var hinsides de indfødtes retssystems hænder. Dette system med ”bosættere” blev afskaffet af Formand Mao efter kommunisternes sejr i 1949. Lignende kolonistiske retssystemer forsvandt sammen med koloni-rigerne, der anvendte dem, og for en kort tid fremefter havde hvert land herredømmet over sig selv.

For et stykke tid siden genoplivede den Jødiske stats Knesset Bosættelses-Systemet for den endnu ikke helt koloniserede verden. Enhver, der forsynder sig mod jøderne, kan, hvor end han bor, og hvor end han begår sin forsyndelse, blive bragt for den jødiske ret. Den krænkede jøde behøver ikke at have det fjerneste med den jødiske stat at gøre, forsyndelsen behøver ikke at være en lovovertrædelse ifølge de lokale indfødtes lov, men kan stadig blive brugt for jødernes ret i Jerusalem. Denne lov krævede jødernes fuldstændige herredømme over resten af menneskeheden. Denne lov benægter alle nationers suverænitet, udover én. Et sådant krav måtte imødegås som et fjendtligt sindet attentat mod nationens suverænitet: som en krigshandling. Men det gik forbi i stilhed på grund af en fantastisk jødisk oprindelse: gradvisheden (salami-metoden).

Denne metode blev forklaret af Amira Hass, som er Haaretz’ korrespondent i det koloniserede Palæstina. Hun skrev: ”Hvis du smider en frø i kogende vand, vil den hoppe ud af det og redde sit liv. Men en frø, der svømmer i vand med stuetemperatur der gradvist bliver opvarmet, vil vænne sig til varmen; når vandet kommer i kog er det for sent, og frøen dør. I det israelske systems kontrol over det palæstinensiske folk og deres land, har den israelske besættelses-magt på genial vís anvendt gradvisheden som en metode til at gøre folk vante til noget.” Denne gradvished blev anvendt af jøderne – og ikke kun overfor palæstinenserne.

Bosættelses-Systemet begyndte i det små: Jødernes Lange Arm kidnappede Adolf Eichmann i Argentina og bragte ham for den jødiske ret i Jerusalem. Adolf Eichmann var en slem fyr, der i høj grad havde gjort skade mod jøderne, og derfor valgte mange lande at oversé denne meget alvorlige overtrædelse af Argentinas suverænitet. Men det var kun begyndelsen.

Et par år senere krævede den polske ret, at den jødiske massemorder Solomon Morel blev udleveret. Denne Morel havde med sine egne hænder tortureret og myrdet hundredevís af etniske tyskere i en koncentrationslejr i efterkrigstidens Polen. Hans forbrydelser blev afsløret af den nu afdøde amerikanske journalist John Sack. Morel undslap til Tel Aviv, og den jødiske stat besvarede det polske krav med en kejserlig arrogance: ”Sikken Chutzpah! Disse indfødte kender ikke deres plads!” Dronning Victoria ville sikkert havde svaret på samme måde, hvis en afrikansk stammehøvding havde krævet en af hendes officerer udleveret til retsforfølgelse i hans land.

Siden hen har hvert eneste land, stort som lille, accepteret antagelsen at jøderne er hinsides loven. Den rige russisk-jødiske forbryder Nevzlin undslap fra Rusland og bor nu i fred i Tel Aviv, ved siden af Flatto-Sharon, en fransk-jødisk forbryder, ikke langt fra morderen af et canadisk barn, og tæt på mange andre mordere og forbrydere. En mægtig jødisk organisation kaldt Khabad skrev i sin fundats: der skulle ikke vore nogen jøder i goyernes fængsler. Ved hjælp af bestikkelser og overtalelsesmetoder får de løsladt jødiske forbrydere og sender dem til den jødiske stat. Grundlæggeren af Khabad, Lubawitscher Rebbes fødselsdag bliver fejret som en offentlig helligdag i U.S.A., under navnet ”Education Day” – Uddannelses-Dag.

I ejendomsmæssige sager er jøder også over loven. Jødisk ejendom er ukrænkelig. De har krævet, og har fået, al ejendom tilbage, som engang tilhørte jøder i Tyskland, Østrig, Frankrig og Baltikum. Hvis en jøde ikke havde nogen arvinger, gik hans ejendom til Verdensjødedommen. Men 90% af goyernes ejendom blev konfiskeret af den jødiske stat i 1948, og siden hen 50% af den i landene erobret siden 1967. Selv sidste år blev hundrede vis af hektar af goyernes jord overtaget i Jerusalem-området, thi en goy har, ifølge jødisk ret, intet retsligt krav på nogen ejendom.

Man kunne få en smagsprøve på jødisk retfærdighed i tilfældet med en israelsk kaptajn, der myrdede en 13-årig skolepige for øjnene af sine soldater. Han tømte sit skydevåben i hendes krop og blev fundet ikke-skyldig af den jødiske ret. Faktisk er ikke en eneste af ikke-jødiske børns mordere (tohundrede af dem gennem de seneste tre år) nogensinde blevet fundet skyldig af en jødisk ret. Der var ikke mange af dem, der overhovedet blev bragt for retten, men dem, der blev det, slap billigt. Bosætteren Nachum Korman myrdede en 10-årig dreng, Hilmi Shusha, i landsbyen Hussan. Han blev arresteret, ført for retten, og de tekniske beviser imod ham blev bragt til den højeste israelske retsvidenskabelige institution, men dommeren affejede beviserne og dømte morderen til seks måneders socialt arbejde. Blot ved mistanken om at have begået en lignende forbrydelse mod et jødisk barn, ville en goy have fået fængsel på livstid.

Jødisk retfærdighed får os nærmest til at se tilbage på Inkvisitionens retssager med en slags nostalgi. Da Galileo angrede, fik han lov til at fortsætte sine studier i fred. Irvings anger hjalp ham derimod ikke det mindste. Dommeren udtalte: ”Hans fortrydelse blev ikke ansét for andet end at snakke retten efter munden.” En ”uafhængig expert”, nemlig Dina Porat, leder af Tel Aviv-Universitetets Institut for Nutidige Studier af Anti-Semitisme og Racisme, sagde, at ”Irvings angivelige anger er motiveret af hans frygt for en domsafsigelse, der kunne give ham 10 år i fængsel.”

Nu bliver jødisk retfærdighed håndhævet på globalt plan. Den Europæiske Jødiske Kongres vil sende en klage til den Internationale Ret i Haag mod Irans præsident Mahmoud Ahmidinejad for ”tilskyndelse til folkemord”, men alle forsøg på at få Ariel Sharon for retten er, ganske forudsigeligt, slået fejl. Den Store Jødiske Stat, U.S.A., har også antaget sin lillesøsters idé om ubegrænset og fuldstændig suverænitet. En forsyndelse mod en amerikansk statsborger kan blive bragt for en amerikansk ret, hvor det end har fundet sted. Overraskende nok blev dette kejserlige krav, beslægtet med det gamle Bosættelses-System, også anvendt primært i jødiske interesser. Hvor end de jødiske bosættere – amerikanske statsborgere – blev dræbt i forbindelse med den mellem-østlige konflikt, dømte amerikanske dommere mod den palæstinensiske nationale autoritet, Iran, Hamas, og hele verden, og gav ofrets overlevende slægtninge millioner af dollars i erstatning. Men ingen kan sagsøge jøderne: hvad enten de myrder den amerikanske freds-aktivist Rachel Corrie med en bulldozer, eller de beskyder amerikanske søfolk på USS Liberty, eller dræber og mishandler amerikanske palæstinensere.

Med den østrigske domsafsigelse ophørte jødisk overherredømme med at være en paranoids mareridt, men blev til en kendsgerning nedfældet i loven, som vikingernes overherredømme i det gamle Øst-Angeln, med denne ene forskel: det jødiske overherredømme har religiøse overtoner, mens vikingerne støttede sig til deres sværd og deres hunde.

Dette diskuteres åbent i den jødiske verden: ”Vi lever i den blomstrende messianske tidsalder, fri for vore politiske modstandere, og bliver snart fri for de sataniske goyer,” skrev Uriel Tal.[2] Mens kristne tror, at Kristi Andet Komme vil indvarsle en fuldstændig ny miraklernes verden, er det jødiske syn, som udtrykt af Maimonides, at verden i den messianske tidsalder ikke vil adskille sig meget fra verden, som vi kender den, udover det jødiske herredømmes triumf, Gedulath Israel (Hilchoth Teshuva 9:2). Baseret på denne forståelse blev Sanhedrinet, den Jødiske Religiøse Højesteret, grundlagt for et år siden, for at dømme verden. Den ledes af rabbi Adin Steinsaltz, og goyerne, der overholder de noaiske love, bøjede sig for ham.

For nogle måneder siden blev jeg bragt til politistationen i mit Jaffa og bedt om at besvare klagerne fra den fransk-jødiske organisation LICRA:

-         ”Har du skrevet om jødisk overlegenhed og verdensherredømme?” spurgte politi-manden.

-         ”Og hvad hvis jeg havde?” svarede jeg. ”Hver anden rabbiner har udtrykt sig om dette emne.”

-         ”Ja! Men de ser det i et positivt lys!” sagde politi-manden.

Således er der ingen diskussion om jødisk overherredømme, men udelukkende hvad det udmønter sig i. Hvis du ser det som noget godt, kan du såmænd være Amerikas præsident – men hvis du synes det er slemt, så er spjældet dit hjem! Samtidig er jødisk overherredømme hård mod dem, der udfordrer det, som Irving gjorde. Gradvist – åh, altid så gradvist, for ikke at skræmme frøen til at hoppe ud af det opvarmende vand – vil de stramme skruetvingen.

Til sidst kan det blive ubehageligt: Jødisk retfærdighed kan lægge sin nærmeste konkurrent i nådesløshed, Djengis Khan, godt bag sig. Den er partisk, og stolt af det. Ved jødisk ret har en jøde, i en sag med en jøde kontra en goy, altid ret, selvom han har uret. Europæerne ville mærke jødernes blide barmhjertighed, der hidtil har været palæstinensernes exklusive privilegium. Der kunne meget vel være en poetisk retfærdighed i disse begivenheder.

Almindelige jøder ville ikke komme til at nyde denne ny-gamle ordens indretning. Hvis der er én ting, som jødisk retfærdighed kan lide endnu mindre end en goy, er det en afvigende jøde. Frafaldne, d.v.s. jøder der har vendt sig til Kristus, skal dræbes, ifølge Maimonides. Den extremt milde rabbi Asher rev næserne af de jødinder, der havde haft samleje med en goy, mens at jødiske mænd som regel blev pryglet for denne overtrædelse. Nuvel, der kommer visse forpligtelser med en overlegen status.

Kristendommen ville i så tilfælde sandsynligvis svinde ind; kun dens jøde-tilbedende sekter, i stil med den amerikansk-kristne zionister, ville overleve. Andre ville blive retsforfulgt for deres anti-semitisme og ville blive opløst. Kirkerne ville blive ødelagt, i overensstemmelse med de jødiske bud. De ville ikke få lov til at konkurrere med Templet i Jerusalem, der ville blive genopbygget ovenpå ruinerne af Al Aqsa-Moskéen. Genopbygningen ville blive relativ smertefri: efter det kommende angreb på Iran vil muslimerne have andre ting at tænke på – til eksempel deres fysiske overlevelse! Dette ville ikke kunne blive garanteret, da de blev udråbt til ”Amalek”, og udslettelsen af dem derfor var jødernes religiøse pligt. Vejen til denne fremtid bliver åbnet af den skæbnesvangre dom i Østrig.

Men se altid på den lyse siden af sagen: nu behøver europæerne ikke at bekymre sig om Protokollernes mørke profeti. Zions Vises herredømme er allerede over os, og min tro! det er ikke halvt så slemt som vi frygtede. I det mindste ikke endnu.

[Oversat af Mikkel S. Kragh]