For One Democratic State
in the whole of Palestine (Israel)

FOR FULL EQUALITY OF NATIVE AND ADOPTIVE PALESTINIANS

FOR One Man, One Vote

Home


Search

”Kære kammerater, hvis vi holder mund i dag, vil de jødiske marxister ride på vor ryg i morgen… Vladimir Lenin”

 

Det Nye Bund med Gamle Tricks

(Mit svar til Greensteins angreb på Gilad Atzmon m.v.)

 

af Israel Shamir

 

Tony Greenstein (Blind eye to anti-semitism) er besat med jødiskhed. Han ser verden gennem en jødisk nationalists prisme. Han dømmer folk ved ét kriterium, som han deler med min nu afdøde bedstemoder: ”Er han/hun for jødernes bedste?” Ham og hans venner, ”Jews Against Zionism”, hævder at være anti-zionister, men zionisme er blot en slags jødisk borgerlig nationalisme, og ikke den eneste. Ved at skabe deres kun-for-jøder-organisation, gennemtvang Greenstein m.v. jødisk separatisme, og forårsagede et unødvendigt og farligt split i den palæstinensiske solidaritets-bevægelse.

 

Historien gentager sig. For mere end hundrede år siden, bad de russisk-jødiske socialister, Bund’et, (anti-zionister alle som én) Lenin om lov til at blive en del af hans nye bevægelse som et adskilt kollektivt medlem. ’Enhver af jer er velkomne til at slutte op om den fælles kamp mod russiske og jødiske rigmænd, men som en adskilt gruppe ville I blot dele vore styrker’, svarede han, og udelukkede Bund’et. I sidste ende sluttede mange russiske jøder sig til bevægelsen af russiske arbejdere, og sammen forandrede de historiens gang. Bund’et falmede hen, og nogle af dets medlemmer drev over til zionisme.

 

Men historien gentager sig selv som en farce, som Marx sagde. Bund’et havde hundreder af tusinder af medlemmer; Det Nye Bund, Jews Against Zionism, er en lille-bitte gruppe, der mønstrede ét hundrede underskrifter på verdensplan, fra San Francisco til Tel Aviv til London. Deres bidrag til kampen er lig nul, deres irritationsværdi er langt højere, for de angriber primært anti-zionister.

 

Jeg kan komme på et par enkelte meningsfulde ting, som jøder kan foretage sig sammen (bede?), men politisk kamp for lighed i Palæstina kræver ikke en adskilt kun-for-jøder-diskussion. Det er endvidere en selv-ødelæggende vej. Idéen med Jøder For Retfærdighed, Jøder For Fred og andre adskilte kun-for-jøder-grupper i en stræben efter fælles mål, forekommer mig lige så retfærdig som en med Hvide Mod Apartheid. Lighed i Sydafrika blev opnået ved at overkomme sådanne tvivlsomme grupperinger, ved ANCs farveblinde styrke. Borgerrettighedhedskampen i Sydstaterne blev gennemført af sorte og hvide sammen. Det synes som om, at sagen for retfærdighed i Palæstina ikke burde være anderledes. Hvorfor er der så sådanne grupper?

 

Ekstremt rige ledere af jødiske organisationer er bekymrede over den høje deserterings-procent blandt deres menige medlemmer. De bruger milliarder på at stoppe assimilering, og få efterkommere af jøder tilbage i folden. Et UPJ-organiseret program, The Birthright, bringer tusinder af unge mennesker af jødisk oprindelse til Jerusalem fra hele verden – alt betalt, med generøs indkvartering stillet til rådighed – med det formål at forhindre blandede ægteskaber og fremme ægteskaber inden for fællesskabet. De opbygger den verdens-omspændende fortsættelse af Sharons Mur for at adskille jøder og ikke-jøder.

 

Jews Against Zionism er en integreret del af denne bestræbelse; et forsøg på endog at holde mennesker, der forstod zionismens forbryderiske natur, inden for folden. I deres angreb på Gilad Atzmon, Paul Eisen og jeg selv gentager de verbale beskyldninger fra Aaronovitch og Pollard i The Times, og grove løgne spredt af ADL-finansierede hjemmesider, fordi vi står for fuld integration af efterkommere af jøder i de lande, hvori de lever, for deres assimilering, for at sætte et punktum for den reaktionære idé om jødisk særegenhed.

 

Vort syn stemmer overens med Marx’ og Lenins læsning af jødiskhed. I 1903 skrev Lenin i Iskra, og hans ord er ekstremt relevante for netop denne diskussion: ”idéen om en jødisk ’nationalitet’ er videnskabelig forkert og politisk reaktionær, ikke blot når den fremføres af dens vedholdende talsmænd (zionisterne), men ligeledes på læberne af dem, der forsøger at kombinere det med socialdemokratiets idéer (Bundisterne). Idéen om en jødisk nationalitet går imod det jødiske proletariats interesser, for den opfostrer, direkte eller indirekte, en ånd fjendtlig over for assimilering, ’ghettoens’ ånd.”

 

Jews Against Zionism er ganske enkelt en trotskistisk gren på bundismens stamme, og i hvert fald et af deres medlemmer og medunderskrivere af anti-Atzmon-begæringen, Abraham Weizfeld, kalder sig åbenlyst ’en bundist’. Deres anti-zionisme gør ikke det store indtryk på os, som en vigtig marxistisk tænker, Georgi Plekhanov (http://www.marxists.org/archive/plekhanov/) bemærkede, at ”bundisterne ønsker at grundlægge deres Zion her, ikke i Palæstina”, og tilføjede den vittige bemærkning ”Bundisterne er intet andet end zionister, der lider af søsyge”. Denne mening blev delt af zionisterne, og Ber Borokhov profeterede, at ”en dag vil den jødiske stat blive nødt til at oprejse et gyldent monument for Bund’et for dets slående bedrifter.” Det er ikke sket endnu, men det er ikke fordi, der ikke er blevet forsøgt.

 

Tonys beskyldninger er svære at gendrive; for de er grundlagt på hans manglende evne til at forstå en tekst, hvad enten det er p.g.a. tavshed, eller af mere ondskabsfulde motiver. F.eks. skriver jeg: ”Der er intet ’fordærvet blod’, antagelsen af Kristus er den Endelige Løsning på det Jødiske Spørgsmål, mens at assimilering og blandede ægteskaber er en måde at fjerne de sidste levn af jødisk separatisme”, og han fortolker denne sætning som ”palæstinensernes frelse ligger i hænderne på omvendelsen af jøderne, ’kristus-morderne’, i kristendommens sprog”. Meget betegnende ændrer han i alle citater Kristus til kristus, og Kristendom til kristendom, da det store bogstav i hans øjne, som jødisk nationalist, er forbeholdt jøderne alene. Jeg skriver: ”Ingen jøde er ansvarlig for sine forfædres ugerninger”; men han insisterer: ”Han kalder os Kristus-mordere”.

 

Hans angreb på vore kammerater Paul Eisen og Jeff Blankfort er lige så uberettigede. Mr. Greenstein er besat af emnet om det jødiske Holocaust, og inddeler mennesker i får og bukke på grundlag af deres holdning til denne beretning. Hvad er der så specielt ved denne beretning? Hvorfor angriber han ikke benægterne af den armenske massakre (kurderne), benægterne af azeri-massakren (af armenierne), benægterne af Jenin-massakren (af jøderne), benægterne af huguenot-massakren (Bartolomæus-natten), og benægterne af Dresden-massakren (af englænderne)? Hvis han er sådan en anti-zionist, hvorfor er han så ikke bekymret over sin kollega Steven Plaut, en anden at Atzmons og mine fjender, der citerer ham ord for ord, benægter Deir Yassin-massakren (http://kurtnimmo.com/blog/?p=741)? Hvorfor falder han ikke over Plaut?

 

Vort syn er ganske anderledes. Holocaust-beretningen anvendes til at stadfæste jødiske separatisme og særegenhed, den er forbundet med den racistiske vending om ”ikke-jødernes kriminelle natur”. Ikke forgæves præker den førende Holocaust-ideolog, Deborah Lipstadt, også imod blandede ægteskaber, som ’fordærver det jødiske blods renhed’.  Vi støtter beretningens dekonstruktion. Selve begrebet Holocaust-Benægter er et kvasi-religiøst udtryk beslægtet med Kristus-Fornægter, en af Inkvisitionens almindelige beskyldninger, men, som vi så, så er Tony parat til at fornægte Kristus selv hans store K.

 

Mens Tony beskylder andre for ’racisme’, er ham og hans kammersjukker så racistiske som man nu engang kan være. Tony G. kalder mig ”en ex-russisk/svensk fascist, der nu bor i Israel” – dette er et bluf for at videregive den faktiske mening med ”han er ikke en jøde”. Tonys højre-orienterede jødiske venner og allierede i Frontpagemag.com er ikke så tilbageholdende, og siger det lige ud. Det samme gjorde hans ven, ’anti-racisten og marxisten’ Roland Rance. Dette er under min værdighed at diskutere. Jeg kan ikke engang argumentere imod beskyldningen om ’fascisme’, eftersom Tony G. ikke frembragte så meget som en linie, der forbinder mig med den fascistiske doktrin.

 

De Nye Bundister kunne ganske enkelt ikke magte at se den kendsgerning i øjnene, at den Socialistiske Boghandel og SWP ikke slap alt, hvad de havde i hænderne, da deres protest-brev blev underskrevet, og helligede dem deres opmærksomhed. De britiske kommunister bør ganske vel tage Vladimir Lenins svar på tiltale til hjerte, idet han skrev i 1913 fra Krakow: ”Kære kammerater, hvis vi holder mund i dag, vil de jødiske marxister ride på vor ryg i morgen… Bund’et forvandler socialisme til nationalisme”.[1]

 

[1] Complete Works, v. 48, s. 134, Moskva

 

 

Home