”Kære kammerater,
hvis vi holder mund i dag, vil de jødiske marxister ride
på vor ryg i morgen… Vladimir Lenin”
Det Nye Bund med Gamle
Tricks
(Mit svar til
Greensteins angreb på Gilad Atzmon m.v.)
af Israel Shamir
Tony Greenstein (Blind
eye to anti-semitism) er besat med jødiskhed.
Han ser verden gennem en jødisk nationalists prisme. Han
dømmer folk ved ét kriterium, som han deler med min nu
afdøde bedstemoder: ”Er han/hun for jødernes bedste?”
Ham og hans venner, ”Jews Against Zionism”, hævder at
være anti-zionister, men zionisme er blot en slags
jødisk borgerlig nationalisme, og ikke den eneste. Ved
at skabe deres kun-for-jøder-organisation, gennemtvang
Greenstein m.v. jødisk separatisme, og forårsagede et
unødvendigt og farligt split i den palæstinensiske
solidaritets-bevægelse.
Historien gentager
sig. For mere end hundrede år siden, bad de
russisk-jødiske socialister, Bund’et,
(anti-zionister alle som én) Lenin om lov til at blive
en del af hans nye bevægelse som et adskilt kollektivt
medlem. ’Enhver af jer er velkomne til at slutte op om
den fælles kamp mod russiske og jødiske rigmænd, men som
en adskilt gruppe ville I blot dele vore styrker’,
svarede han, og udelukkede Bund’et. I sidste ende
sluttede mange russiske jøder sig til bevægelsen af
russiske arbejdere, og sammen forandrede de historiens
gang. Bund’et falmede hen, og nogle af dets
medlemmer drev over til zionisme.
Men historien
gentager sig selv som en farce, som Marx sagde. Bund’et
havde hundreder af tusinder af medlemmer; Det Nye Bund,
Jews Against Zionism, er en lille-bitte gruppe, der
mønstrede ét hundrede underskrifter på verdensplan, fra
San Francisco til Tel Aviv til London. Deres bidrag til
kampen er lig nul, deres irritationsværdi er langt
højere, for de angriber primært anti-zionister.
Jeg kan komme på
et par enkelte meningsfulde ting, som jøder kan foretage
sig sammen (bede?), men politisk kamp for lighed i
Palæstina kræver ikke en adskilt
kun-for-jøder-diskussion. Det er endvidere en
selv-ødelæggende vej. Idéen med Jøder For Retfærdighed,
Jøder For Fred og andre adskilte kun-for-jøder-grupper i
en stræben efter fælles mål, forekommer mig lige så
retfærdig som en med Hvide Mod Apartheid. Lighed i
Sydafrika blev opnået ved at overkomme sådanne
tvivlsomme grupperinger, ved ANCs farveblinde styrke.
Borgerrettighedhedskampen i Sydstaterne blev gennemført
af sorte og hvide sammen. Det synes som om, at sagen for
retfærdighed i Palæstina ikke burde være anderledes.
Hvorfor er der så sådanne grupper?
Ekstremt rige
ledere af jødiske organisationer er bekymrede over den
høje deserterings-procent blandt deres menige medlemmer.
De bruger milliarder på at stoppe assimilering, og få
efterkommere af jøder tilbage i folden. Et
UPJ-organiseret program, The Birthright, bringer
tusinder af unge mennesker af jødisk oprindelse til
Jerusalem fra hele verden – alt betalt, med generøs
indkvartering stillet til rådighed – med det formål at
forhindre blandede ægteskaber og fremme ægteskaber inden
for fællesskabet. De opbygger den verdens-omspændende
fortsættelse af Sharons Mur for at adskille jøder og
ikke-jøder.
Jews Against
Zionism er en integreret del af denne bestræbelse; et
forsøg på endog at holde mennesker, der forstod
zionismens forbryderiske natur, inden for folden. I
deres angreb på Gilad Atzmon, Paul Eisen og jeg selv
gentager de verbale beskyldninger fra Aaronovitch og
Pollard i The Times, og grove løgne spredt af
ADL-finansierede hjemmesider, fordi vi står for fuld
integration af efterkommere af jøder i de lande, hvori
de lever, for deres assimilering, for at sætte et
punktum for den reaktionære idé om jødisk særegenhed.
Vort syn stemmer
overens med Marx’ og Lenins læsning af jødiskhed. I 1903
skrev Lenin i Iskra, og hans ord er ekstremt
relevante for netop denne diskussion: ”idéen om en
jødisk ’nationalitet’ er videnskabelig forkert og
politisk reaktionær, ikke blot når den fremføres af dens
vedholdende talsmænd (zionisterne), men ligeledes på
læberne af dem, der forsøger at kombinere det med
socialdemokratiets idéer (Bundisterne). Idéen om en
jødisk nationalitet går imod det jødiske proletariats
interesser, for den opfostrer, direkte eller indirekte,
en ånd fjendtlig over for assimilering, ’ghettoens’
ånd.”
Jews Against
Zionism er ganske enkelt en trotskistisk gren på
bundismens stamme, og i hvert fald et af deres medlemmer
og medunderskrivere af anti-Atzmon-begæringen, Abraham
Weizfeld, kalder sig åbenlyst ’en bundist’. Deres
anti-zionisme gør ikke det store indtryk på os, som en
vigtig marxistisk tænker, Georgi Plekhanov (http://www.marxists.org/archive/plekhanov/)
bemærkede, at ”bundisterne ønsker at grundlægge deres
Zion her, ikke i Palæstina”, og tilføjede den vittige
bemærkning ”Bundisterne er intet andet end zionister,
der lider af søsyge”. Denne mening blev delt af
zionisterne, og Ber Borokhov profeterede, at ”en dag vil
den jødiske stat blive nødt til at oprejse et gyldent
monument for Bund’et for dets slående bedrifter.” Det er
ikke sket endnu, men det er ikke fordi, der ikke er
blevet forsøgt.
Tonys
beskyldninger er svære at gendrive; for de er grundlagt
på hans manglende evne til at forstå en tekst, hvad
enten det er p.g.a. tavshed, eller af mere ondskabsfulde
motiver. F.eks. skriver jeg: ”Der er intet ’fordærvet
blod’, antagelsen af Kristus er den Endelige Løsning på
det Jødiske Spørgsmål, mens at assimilering og blandede
ægteskaber er en måde at fjerne de sidste levn af jødisk
separatisme”, og han fortolker denne sætning som
”palæstinensernes frelse ligger i hænderne på
omvendelsen af jøderne, ’kristus-morderne’, i
kristendommens sprog”. Meget betegnende ændrer han i
alle citater Kristus til kristus, og Kristendom til
kristendom, da det store bogstav i hans øjne, som jødisk
nationalist, er forbeholdt jøderne alene. Jeg skriver:
”Ingen jøde er ansvarlig for sine forfædres ugerninger”;
men han insisterer: ”Han kalder os Kristus-mordere”.
Hans angreb på
vore kammerater Paul Eisen og Jeff Blankfort er lige så
uberettigede. Mr. Greenstein er besat af emnet om det
jødiske Holocaust, og inddeler mennesker i får og bukke
på grundlag af deres holdning til denne beretning. Hvad
er der så specielt ved denne beretning? Hvorfor angriber
han ikke benægterne af den armenske massakre (kurderne),
benægterne af azeri-massakren (af armenierne),
benægterne af Jenin-massakren (af jøderne), benægterne
af huguenot-massakren (Bartolomæus-natten), og
benægterne af Dresden-massakren (af englænderne)? Hvis
han er sådan en anti-zionist, hvorfor er han så ikke
bekymret over sin kollega Steven Plaut, en anden at
Atzmons og mine fjender, der citerer ham ord for ord,
benægter Deir Yassin-massakren (http://kurtnimmo.com/blog/?p=741)?
Hvorfor falder han ikke over Plaut?
Vort syn er ganske
anderledes. Holocaust-beretningen anvendes til at
stadfæste jødiske separatisme og særegenhed, den er
forbundet med den racistiske vending om ”ikke-jødernes
kriminelle natur”. Ikke forgæves præker den førende
Holocaust-ideolog, Deborah Lipstadt, også imod blandede
ægteskaber, som ’fordærver det jødiske blods renhed’.
Vi støtter beretningens dekonstruktion. Selve begrebet
Holocaust-Benægter er et kvasi-religiøst udtryk
beslægtet med Kristus-Fornægter, en af Inkvisitionens
almindelige beskyldninger, men, som vi så, så er Tony
parat til at fornægte Kristus selv hans store K.
Mens Tony
beskylder andre for ’racisme’, er ham og hans
kammersjukker så racistiske som man nu engang kan være.
Tony G. kalder mig ”en ex-russisk/svensk fascist, der nu
bor i Israel” – dette er et bluf for at videregive den
faktiske mening med ”han er ikke en jøde”. Tonys
højre-orienterede jødiske venner og allierede i
Frontpagemag.com er ikke så tilbageholdende, og siger
det lige ud. Det samme gjorde hans ven, ’anti-racisten
og marxisten’ Roland Rance. Dette er under min værdighed
at diskutere. Jeg kan ikke engang argumentere imod
beskyldningen om ’fascisme’, eftersom Tony G. ikke
frembragte så meget som en linie, der forbinder mig med
den fascistiske doktrin.
De Nye Bundister
kunne ganske enkelt ikke magte at se den kendsgerning i
øjnene, at den Socialistiske Boghandel og SWP ikke slap
alt, hvad de havde i hænderne, da deres protest-brev
blev underskrevet, og helligede dem deres opmærksomhed.
De britiske kommunister bør ganske vel tage Vladimir
Lenins svar på tiltale til hjerte, idet han skrev i 1913
fra Krakow: ”Kære kammerater, hvis vi holder mund i dag,
vil de jødiske marxister ride på vor ryg i morgen…
Bund’et forvandler socialisme til nationalisme”.