The Boston Globe (19.
maj, 2005) udgav en kommenterende leder Hvorfor er der
manglende respekt for Islam? (Why Islam is disrespected),
af Jeff Jacoby. Her er mit svar:
Det Skyldige Lam
af Israel Shamir
Man kan ikke
respektere muslimer, hvis blot det at tilsidesætte Koranen,
pisker dem op i raseri, udbryder Jeff Jacoby, og de går
rundt og myrder uskyldige mennesker; mens at ”anstændige
mennesker”, katolikker, jøder og buddhister tager det med
sindsro, hvis ”nogen har trådt deres religiøse følelser over
tæerne”.
Hvis det er tilfældet,
kan vi stadig respektere den muslimske verden. Vor
ligegyldighed overfor helligbrøde og deres bevidsthed om
hellige ting ville ganske enkelt antyde, at vor profane
civilisation er dømt til udslettelse og på vej til at blive
erstattet med den muslimske, fuld af liv og lys.
Men dette er over
hovedet ikke tilfældet. Jacoby taler hen i vejret. Hans
skriveri fik mig, en israelsk forfatter fra Jaffa, til at
tænke på en jødisk vittighed: ”Er det sandt, at Katz vandt
en million dollars i lotteriet?” ”Ja, det er rigtigt, men
det var poker, ikke et lotteri; ti dollars, ikke en million,
og han tabte, vandt ikke.” Hver eneste udtalelse i Jacobys
skriveri er forkert, og det er ikke en lille bedrift.
Jacoby bemærker
”omfattende muslimske uroligheder … brutale trusler og
nedslagtning af 17 uskyldige mennesker”, og udbryder:
”anstændige mennesker tyer ikke til mord, blot fordi nogen
har trådt deres religiøse følelser over tæerne”. Hvor sandt!
Men nu er det ikke tilfældet, at muslimske fanatikere har
myrdet sytten uskyldige amerikanske embedsmænd. Tværtimod
blev fredelige protesterende muslimer dræbt af amerikanske
besættelses-styrker og deres hjælpetropper i Afghanistan,
Gaza og Andijan. De uskyldige mennesker, der var blevet
nedslagtet, var muslimer, mens at de brutale slagtere blev
betalt for deres gerning af den amerikanske skatteyder.
Jacoby kommer med et
positivt eksempel: ”Jødiske samfund brød [ikke] ud i dødelig
vold i år 2000, efter araberne havde nedrevet Josefs Grav,
sat ild til helligdommen og myrdet en ung rabbiner, der
forsøgte at redde en Tora.” Endnu engang helt forkert.
Josefs Grav i Nablus er en gammel muslimsk helligdom; den
blev ikke nedrevet, men genopbygget af de muslimske
kommunale myndigheder i Nablus; den eneste israeler, der
døde i kampene ved helligdommen, var ikke ”en ung rabbiner,
der forsøgte at redde en Tora”, men en drusisk lejesoldat.
Det jødiske samfund, der ellers er kendt som den jødiske
stat Israel, brød så sandelig ud i dødelig vold: israelere
dræbte mere end tyve muslimer ved helligdommen og mange
hundreder flere andre steder.
Jacoby skriver: ”Det
ville være utænkeligt for en mainstream-rabbiner at kræve,
at et blasfemisk menneske bliver slået ihjel.” Dette
’utænkelige’ er imidlertid noget, der sker hver eneste dag:
mange mainstream-rabbinere udstedte en fatwa, der svarede
til en dødsdom for en person, der var involveret i
’helligbrøde’ ved tilbagetrækningen fra Gaza. Dette bekymrer
Chefen for vore Sikkerhedsstyrker; han omtalte det på
nationalt TV. Jacoby kunne læse om det i vor Haaretz og
andetsteds. Kaldet om at ”udrydde muslimer” er også ganske
almindeligt forekommende her; denne graffiti på en væg i det
israelsk-besatte Hebron vidner om det.
Endvidere får enhver
helligbrøde mod jødiske hellige steder – graffiti på væggen
til en synagoge eller på gravsteder – hundreder eller
tusinder af europæere og amerikanere til at marchere i
solidaritet, mens Kofi Annan sammenkalder et særligt møde
for FNs Generalforsamling og statsoverhovederne flyver til
Jerusalem for at sværge deres fulde støtte til jøderne.
Således bliver jødiske religiøse følelser beskyttet ganske
godt; oven i købet tillader israelsk lov at kidnappe enhver
person til Israel, og retsforfølge ham, hvis han har begået
sådan en handling hvor som helst på kloden. Som om dette
ikke var nok, så har Frankrig, Tyskland og et par andre
stater en særlig lov, der straffer anstød over for jødiske
følelser med lange fængselsdomme, og der er et par dusin
andre overtrædere, der i skrivende stund sygner hen i
europæiske fængsler for denne ugerning.
Muslimske følelser
bliver imidlertid ikke beskyttet, hverken af FN eller af
national lov, ej heller af masse-demonstrationer af
europæere og amerikanere. Jeg tvivler stærkt på, at de
amerikanske forhørsledere, der er skyldige i at anstøde
muslimer, vil havne i fængsel ved siden af Ernst Zündel, som
jøderne tog anstød af. I denne uge tillod den jødiske stat
ikke den pensionerede muslimske leder Mahathir Muhammad at
bede ved den hellige al-Aqsa moské i det besatte Jerusalem –
og dette skamløse brud på frihed for tilbedelse
foranledigede ikke FN til et hastemøde. Så meget for
muslimske følelser og vore bekymringer derfor!
Grundene, som Jacoby
angiver, om ”hvorfor der er manglende respekt for Islam”,
falder til jorden som et korthus i virkelighedens friske
vindstød. Må jeg vove at komme med en bedre begrundelse?
Islam bliver udsat for
manglende respekt – ikke fra vor side, men fra Jacobys og
resten af verdens side, fordi den kun har lidt indflydelse;
fordi den er fredsommelig, og ikke aggressiv; fordi
muslimerne stadig ikke forstår, hvorfor de bliver angrebet i
The Globe og tortureret i Guantánamo. Islamiske militante
traditioner har ikke rødder i den muslimske verden – disse
blev skabt som en papirtiger af CIA for at bekæmper russerne
i Afghanistan og Tjetjenien. Pro-amerikanske muslimske
aktivister blev overraskede ved at finde sig selv sat op på
fingerede anklager som Fjenden, da USA, efter Sovjetunionens
kollaps og afslutningen af Den Kolde Krig, udråbte dem som
’hovedtruslen for verdensfreden’. Muslimerne var lige så
skyldige som lammet i La Fontaines fabel, skyldig, thi Ulven
var sulten. Den amerikanske militærstruktur havde brug for
en fjende for at retfærdiggøre deres udgifter; de pro-zionistiske
medier havde brug for en fjende for at retfærdiggøre
multi-milliard-overførslerne til den jødiske stat; og den
islamiske verden blev valgt til rollen som Skurken.
Den var ikke forberedt
på denne rolle; rige muslimer investerede i amerikanske
obligationer og købte amerikansk isenkram; de forbliver i
den amerikanske dollar-zone og bruger deres dividender til
at købe vestlige forbrugsgoder. Selv nu, ti år efter starten
på Krigen mod Islam, kan de ikke forstå problemet og komme
med svar.
De har midlerne, også
fuldstændig fredsommelige midler. Muslimerne kan lægge pres
på dollaren og de amerikanske sikkerhedsinteresser. De kan
opkøbe de amerikanske medier og bytte rollerne om med
Jacoby’erne og hans fæller. Men dette sker ikke: muslimerne
gør sig ikke gældende i medierne og handler ikke på de
finansielle markeder. De er tilsyneladende tilfredse med at
sidde i deres stuer, læse i The Boston Globe og gruble over,
”hvorfor er der manglende respekt for Islam?”
Israel Shamir, Jaffa
[Oversat fra engelsk
af Mikkel S. Kragh]